torsdag den 21. februar 2013

Hold kæft nogle flotte billeder - det må være et godt kamera...

Det er blot en af de sætninger man hører som professionel fotograf. Her under finder du en liste med andre ting du bør overveje at undlade at sige til en professionel fotograf og en forklaring på hvorfor.

1. Hold kæft nogle flotte billeder - det må være et godt kamera.

hmm... siger du også til en kunstmaler, at det vel nok må være en god pensel han har, eller til arkitekten af det må være en god blyant - Nej vel! At kunne lave flotte fotos handler om alt andet en dyrt udstyr, det handler om kreativitet, ide´rigdom og godt håndværk. Så et godt råd: Don't Go there!
Og til dig, der er fotograf så kan du passende bruge denne:

2. Kan du ikke bare ordne det i Photoshop?
Indrømmet - meget kan laves i photoshop, men hvorfor ikke sørge for at tingene er i orden under selve fotograferingen? Jeg ved godt at i de fleste tilfælde er det sagt i sjov MEN der er også nogen der mener at det er da bare lige et tryk på en knap i photoshop og så er den klaret - Det er det ikke.
Selvfølgelig tager det ikke lang tid at fjerne en bums eller en urenhed på et portræt, men i de fleste tilfælde vil folk jo også gerne have flere billeder at vælge imellem - jeg tager måske omkring 100 skud i en fotosession - nogen gange mere. Hvor lang tid tror du, det tager at fjerne en bums på  så mange billeder? Det kommer du naturligvis til at betale for. Og hvad så hvis der skal fjernes poser under øjnene, modellen skal gøres tyndere, fjerne skidt fra en maskine, støv fra glas eller lign. Så hvorfor ikke bare sørge for at tingene er i orden fra start?
For megen Photoshop kan også blive for meget : http://www.psdisasters.com/ 


3. Der er god reklame i det for dig!
Måske - men det kommer sandelig an på om du har et navn eller et brand, jeg gerne vil identificeres med. Selv professionelle magasiner bruger den sætning - i nogen tilfælde er det OK, men så vil jeg også selv have lov at bestemme hvordan billederne skal tages og ikke dikteres hvordan de skal se ud - ellers er det jo bare gratis arbejde og mangel på respekt for fotografens arbejde. Så pas på med den, med mindre du virkelig har noget at byde ind med.


4. Jeg kender en der kan gøre det meget billiger.
Jamen hurra - hvis du kun går efter prisen og ikke skeler til kvalitet så for min skyld gerne. Men vil du have en professionel uddannet fotograf til at tage dine billeder så koster det. Det er dyrt at etablere sig som fotograf og uddannelsen tager lang tid så vis lidt respekt. Men jeg medgiver at det kan være svært at finde ud af hvem der lever af det og hvem der bare er hobbyfotograf - så spørg efter referencer hvis du vil have kvalitet for pengene.  Har netop haft en kunde, der har brugt rigtig meget tid og penge indtil de kontaktede mig, fordi de valgte den forkerte fotograf.
Læs i øvrigt et af mine tidligere indlæg om pris kontra kvalitet. http://pernillebering.blogspot.dk/2011/06/skal-billigst-altid-vinde-over-bedst.html


5. Har du noget imod at tage dit kamera med?
I de fleste tilfælde vil svaret være nej - men en gang imellem vil jeg også gerne have lov at holde fri - at fotografere er som proffessionel mit arbejde og ikke kun en hobby. Ikke at jeg ikke elsker mit job, for det gør jeg, men det bliver også trivielt ind i mellem. Du spørger vel heller ikke din revisor-onkel om han ikke lige kan ordne dit regnskab mens han er på besøg, eller din kokke-ven om han vil lave maden. Måske tænker du - ja, men så får de betaling for det.


6. Kan du ikke sende det billede til mig eller lægge det på Facebook?
Jo det kan jeg godt, men så må du betale for det. Dette er mit levebrød - respekter det. Andre betaler mig for at fotografere - hvorfor skal du så ikke? Hvilket leder mig hen til en anden problematik - fordi det ligger på facebook eller internettet så betyder det ikke at du kan downloade det og lægge det på din egen side - ikke uden at spørge om lov. Normalt er jeg ikke så krakilsk med det - men når mine kunders konkurrenter mener det er OK bruge de billeder, som min kunde har betalt for, så bliver jeg vred. Vær opmærksom på at du kan risikere et kæmpe erstatningskrav, hvis du napper en fotografs billeder og bruger dem uden at få lov. Så spørg først.


7. Det må være en nemt job bare sådan at trykke på knappen på kameraet.
Hvis det er det du tror - så forstår jeg godt at du vil stejle over en professionel fotografs pris. Men inden jeg trykker på knappen, så går der masser af arbejde forud og også bagefter. Lad mig give dig et eksempel. En kunde skal have lavet foto - det kan f.eks. være et portræt eller nogle produktfotos. De vil gerne have noget der adskiller dem fra deres konkurrenter, derfor er jeg som fotograf nød til at se på hvordan deres konkurrenters billedemateriale ser ud. Jeg er nød til at se hvordan deres eget materiale ser ud for at se hvilken stil jeg skal tilføre billederne, hvordan er deres øvrige visuelle udtryk, hvad er deres værdier. Det nytter jo ikke noget at jeg laver nogle billeder, der ikke passer i deres layout eller til virksomhedens værdier. F.eks. Skal jeg tage et billede af en person, der arbejder med mennesker der på den ene eller anden måde har det svært, så er det vigtigt at personen fremstår venlig og imødekommende, at billederne ikke bliver for mørke og dystre. Er der tale om en ung dynamisk virksomhed, er det min opgave at  vise det i billederne ved at vælge de rigtige vinkler, lysindstillinger og billedstil. Det er næsten den process der tager længst tid, men også den der er sværest at få penge for - for du kan ikke se at min hjerne arbejder på højtryk for at finde den helt rigtige ide´.  Dernæst er der selv udførelsen - det er her at selve håndværket - fotograf kommer ind i billedet - her skal alle ideer, tanker og ønsker fra kunden omsættes til praksis. Lyset skal indstilles, der skal måske findes en location eller lign. Når billederne er i kassen - skal de digitalt fremkaldes!
Hov! - hvad er nu det, tænker du måske. Jamen fordi det er digitalt er det ikke ensbetydende med at det er hurtigere eller nemmere. Alle billederne skydes i RAW- format, hvilket svarer til et gammeldags negativ - de skal konverteres (fremkaldes) til et format kunden kan bruge. Billederne skal justeres så farver, kontrast og måske eksponering  er 100% perfekt. Og skal der så lige lægges en bestemt billedestil til så ligger der måske mange timers arbejde for hvert billede. Måske skal produkterne fritlægges, så baggrunden forsvinder, måske er der små ridser på produkterne som man ikke kan se med det blotte øje - men de er meget tydelige når man får dem op på skærmen, de skal også fjernes. Så alt i alt går det meste af tiden med at lave et billede før og efter selve fotograferingen.
Men du sagde da at det meste skal laves i selve fotograferingen - ja, og det mener jeg også. Men der en nogen ting man ikke kan få øje på før man sidder med billederne på skærmen.


8. Kan du så ikke bare sende mig filerne så jeg selv kan redigere?
Nix, nej, nope og almost never. Jeg lægger navn til billederne - jeg står for hvordan de ser ud i den sidste ende. I yderst sjældne tilfælde giver jeg andre lov at redigere, men jeg skal godkende de færdige filer.  Igen, det er mit levebrød - ødelægger du mine billeder - ødelægger du min forretning, sådan groft sagt.


 9. Vi vil bare gerne have alle billederne!
Jamen det får du ikke, du får de bedste, dem jeg har valgt ud og dem jeg vil lægge navn til. Resten ryger ad H til. Der er en grund til at de ikke er blevet valgt. Min portfolio er kun så god som det ringeste billede, at gå på kompromis her ville ødelægge min forretning og mit brand.


10. Vi ville gerne hyre dig, men jeg har en ven, der har et digitalkamera så han tager dem.
Peger lige tilbage på punkt 1, punkt 4 og punkt 7. Fint, hvis ikke du har forstået, der er en grund til at hyre en proff. fotograf så held og lykke med det. Bare ærgeligt hvis din ven ikke kan løse opgaven alligevel og du så står med nogle billeder du ikke kan bruge - så må vi håbe at det ikke er et bryllup, en begivenhed eller f.eks. et produkt eller en maskine man ikke lige kan komme til at fotografere om.


Til sidst får i lige en humoristisk lille video, der alligevel er meget tankevækkende. God fornøjelse.
http://www.youtube.com/watch?v=R2a8TRSgzZY&feature=player_embedded


Ingen kommentarer:

Send en kommentar